Klimakampen

Klimaet kalder på mindre madspild

Udgivet af Anne Barsøe den

En tredjedel af al mad går til spilde. I den danske husholdning svarer det til flere tusinde kroner om året, der ryger direkte i skraldespanden. Men hvordan reducerer du dit madspild i hjemmet?

FN anslår, at en tredjedel af al mad, der produceres i verden, går til spilde. Det svarer til svimlende 1.3 milliarder tons mad, der ikke bliver spist.

Det skyldes, at vi stiller høje krav til holdbarhed og kvalitet. Mad er dertil blevet billigere og mere tilgængeligt. Vi kan hurtigt købe nye fødevarer, og de fleste har råd til at købe, hvad de har brug for og lyst til.

Ifølge Miljøstyrelsen smider de danske husholdninger 235.000 ton mad ud hvert år, som kunne være blevet spist. Det svarer til 40 kg per dansker. Det kan være resterne af en yoghurt, du er i tvivl om er for gammel, et salatblad med en plet eller aftensmad fra i går, du ikke fik spist.

Hvornår opstår madspild?

Madspild dækker over mad, der smides ud, selvom det kunne spises af mennesker. Ifølge Forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad er der flere gængse grunde til, at der opstår madspild i hjemmet:

  • Når du køber mere mad, end du kan nå at spise.
  • Når du kasserer et stykke frugt eller grønt, fordi det er stødt eller har en plet. Sker i stedet det dårlige stykke af og spis resten. 
  • Når du smider den sidste rest fra en tube eller bøtte ud, fordi du ikke kan få det sidste ud af emballagen. Skær bøtten op eller vend ketchuppen på hovedet.
  • Når du opbevarer en madvare forkert.
  • Når du køber nye ingredienser for at følge en opskriften præcist, og lader gode alternativer i køleskabet gå til spilde.

Undgå madspild i hjemmet

Det er en del af FN’s Verdensmål at halvere det globale madspild. Du kan nemt hjælpe FN og klimaet på vej ved at mindske dit eget madspild i hjemmet.

Mad kan nemlig sagtens være smagfuldt og ufarligt at indtage, selvom det ikke lever op til vores vante standarder. Forvirring omkring datomærkninger er en væsentlig årsag til, at vi smider maden ud. Hele 20 procent af europæernes madspild i husholdningen skyldes faktisk, at vi ikke aflæser datomærkningerne korrekt. I Danmark resulterer det i et årligt madspild for flere tusinde kroner.

Ved at være opmærksom på datomærkningerne, kreativ med din madlavning og kritisk med dine indkøb, kan du nemt nedsætte dit eget madspild. Det gør en stor forskel for din økonomi og jordens ressourcer.

Her er 8 gode tips til mindre madspild.

  1. Lav en indkøbsseddel. Undgå spontane indkøb af mad, du ikke får spist eller ikke har brug for, ved at lave en indkøbsliste hjemmefra.

  2. Lav en madplan. En madplan er en god måde kun at købe, hvad du skal bruge i løbet af ugen.

  3. Gå på jagt efter madvarer, der er nedsat på grund af kort holdbarhed.

  4. Vær kritisk. Det er tillokkende at købe gode tilbud og 2-for-1 i supermarkederne. Men det er kun en god besparelse, hvis du får det brugt. Køb kun tilbud og mersalg, hvis du er sikker på, at du får spist maden.

  5. Vær kreativ. Du behøver ikke bruge nøjagtig de ingredienser, der står i opskriften. Mange ingredienser kan fint erstattes med noget, du har i køleskabet.

  6. Kend din datomærkning. Kender du forskellen på “bedst før” og “sidste anvendelsesdato”? “Bedst før” betyder, at varen forringes over tid. Men hvis varen ser fin ud og dufter fint, kan den sagtens indtages efter datomærkningen. “Sidste anvendelsesdato” betyder, at du kan blive syg af at spise varen efter datoen. For begge datomærkninger gælder det, at varen skal være uåbnet.
     
  7. Tjek app’en Too Good To Go. Med app’en kan du købe prisnedsat mad fra caféer, restauranter og bagere, der ellers skulle smides ud.

  8. Tjek app’en “For Resten og få inspiration til lækre opskrifter baseret på de rester, du har i køleskabet.
Kategorier: App